PRESSEMEDDELELSE 

28. april 2009 13:50

Første stolte Scania-svende ser dagens lys på Syddansk Erhvervsskole

Den 22. april 2009 blev 9 Scania-mekanikere udlært. Som de første nogensinde er de blevet uddannet gennem et lærlingeforløb, der har fokus på Scanias køretøjer.

Det var en stor dag for Scania Danmark A/S og Syddansk Erhvervsskole. Men det var en om muligt endnu større dag for de ni nyuddannede Scania-mekanikere, der som de første nogensinde er blevet uddannet gennem et lærlingeforløb på Syddansk Erhvervsskole og CELF, som har fokus på Scanias køretøjer.

3 år og 9 måneder har det taget de stolte Scania-svende at køre deres diplomer hjem. Og skal man tro dem selv, har det været en rigtig god tur fra start til slut:

- Det har været en meget spændende uddannelse at tage. Og det er virkelig gået godt – ikke mindst fordi der er blevet stillet mange hjælpemidler til rådighed, som har været med til at få det hele til at køre på skinner. Fx har vi haft bærbare computere og nye Scania-biler og motorer til at øve os på i hverdagen, siger Honar Doskey.

Kun begyndelsen
For det nye hold Scania-svende er kun begyndelsen. Aktuelt er der syv hold, som er i gang med at uddanne sig til Scania-mekanikere, og i uge 24 i år vil hold nummer to være færdigt. Går alt efter planen, vil der hvert år være to hold nye svende. Uddannelsen er bygget op, så der er fem ugers skoleophold på Syddansk Erhvervsskole og fem ugers skoleophold på CELF på Falster. Derudover er der fire ugers påbygning med forskellige valgfag. Der er altså nok at give sig i kast med, og underviserne på både SDE og CELF glæder sig da også til at undervise både nuværende og fremtidige elever på Scania-uddannelsen. Ikke mindst fordi uddannelsen hele tiden er i forandring og udfordrer dem:

- Der kommer mere og mere elektronik inden for mekanikeruddannelserne, siger Klaus Blauenkjær, faglærer hos CELF,

-I dag skal man som mekaniker virkelig følge med i udviklingen for at kunne servicere kunderne. Det betyder selvfølgelig også, at vi undervisere skal være helt up to date med den nyeste viden for at kunne give den videre til eleverne. Men det lykkes nu fint. De første Scania-svende her har i hvert fald alle spidskompetencerne og vil uden tvivl være en eftertragtet vare på arbejdsmarkedet, slutter Klaus.