PRESSEMEDDELELSE 

9. december 2009 12:30

Nye Scania-busser til Danmarks mest klimavenlige buskontrakt

Den svenske busproducent Scania skal levere 14 nye bybusser til busselskabet Nobina Danmark A/S, som fra 31. januar 2010 og otte år frem skal stå for driften af bybusserne i Randers Kommune.

Trafikselskabet Midttrafik og Randers Kommune har sammen udarbejdet vilkårene i Danmarks mest klimavenlige buskontrakt, som giver Nobina et ekstra incitament i form af økonomisk bonus til at opnå lavere brændstofforbrug, mindre udslip af forurenende stoffer samt flere passagerer i busserne end det normerede niveau.
Den såkaldte incitaments-kontrakt er netop blevet underskrevet af Nobina, Midttrafik samt Randers Kommune. Det skete i Randers Regnskov, hvor Nobina samtidig kunne præsentere en ny Scania OmniLink bybus af samme type, som fra slutningen af januar skal bidrage til et bedre nærmiljø i Randers og et bedre klima globalt.

14 nye OmniLink
I forbindelse med indgåelsen af buskontrakten har Nobina investeret i 14 nye Scania OmniLink bybusser med 5-cylindrede 9-liters dieselmotorer, der opfylder den såkaldte EEV miljønorm. Det er en endnu mere skrap miljønorm end den nye såkaldte Euro 5-norm, der har været gældende ved indregistrering af nye lastbiler og busser siden oktober i år.
I kontrakten med Midttrafik og Randers Kommune forpligter Nobina sig til at reducere brændstofforbruget ved buskørslen samtidig med, at udslippet af forurenende stoffer reduceres. For at opnå dette satser Nobina altså på Scanias nyeste busgeneration med motorer, der klarer den skrappe EEV miljønorm ved hjælp af elektronisk reguleret brændstofindsprøjtning, partikelfiltre samt EGR-teknologi uden brug af tilsætningsstoffer.

Bonus for sparet brændstof
Hvis Nobina kan opfylde kravene i buskontrakten med et brændstofforbrug på under 11 liter pr. køreplantime, belønnes busselskabet dels med selve besparelsen i form af lavere brændstofudgifter og dels en ekstra bonus på 8 kr. pr. sparet liter brændstof.
Nobina forventer at kunne køre med ca. 14 % lavere brændstofforbrug end normeret i kontrakten, og hvis det lykkes, vil det betyde en årlig besparelse på ca. 120.000 liter brændstof.
Ud over at satse på avanceret teknologi for at opnå de ønskede miljøforbedringer satser Nobina også på ekstra uddannelse af sine buschauffører. Samtlige chauffører vil løbende blive uddannet i særlig økonomisk kørsel, hvilket også vil resultere i lavere driftsomkostninger samt mere komfortabel kørsel for passage-rerne.
Sidstnævnte har også stor betydning for Nobina, idet den nye buskontrakt i Randers også indeholder en ekstra økonomisk bonus, hvis antallet af passagerer stiger i de kommende år.
Den klimavenlige buskontrakt omfatter ca. 78.000 køreplanstimer og knap 4 mio. passagerer om året.


Scania er en af verdens førende producenter af tunge lastbiler og busser samt industri- og marinemotorer. En stigende andel af Scanias aktiviteter udgøres af serviceydelser og finansieringstilbud, der bidrager til konkurrencedygtige transportløsninger med maksimal driftssikkerhed for kunderne. Scania beskæftiger ca. 35.000 medarbejdere på mere end 100 markeder verden over. Hovedkontoret samt forsknings- og udviklingsaktiviteter er koncentreret i Sverige, mens produktionen er spredt på flere steder i Europa og Latinamerika. Scanias produktions- og serviceløsninger er modulopbygget på samme måde som køretøjerne, hvilket giver unikke muligheder for global udveksling af både komponenter og komplette køretøjer.
I 2008 omsatte Scania for ca. SEK 89 mia. og opnåede et driftsoverskud på SEK 8,9 mia. Læs mere om Scania på www.scania.com og www.scania.dk.