PRESSEMEDDELELSE
11. december 2009 13:00
Scania Danmark overtager Dieselhuset
Den danske Scania-importør Scania Danmark A/S har indgået en betinget købsaftale med den store midtjyske Scania-forhandler Dieselhuset A/S.
Købsaftalen er betinget af gennemførelse af en tilfredsstillende ”due diligence”, og efter den forventede overtagelse pr. 1. januar 2010 overlades driftsansvaret for Dieselhusets afdelinger til den importør-ejede forhandler Scania Biler A/S. Dieselhusets ejendomme er ikke en del af handlen men vil forblive i IGF-koncernen, som efterfølgende lejer dem ud til Scania Biler.
Efter sammenlægningen med Dieselhuset vil Scania Biler råde over i alt 22 velplacerede lastbil- og busanlæg over det meste af landet og udbygger dermed sin position som Danmarks største Scania-forhandler.
Baggrunden for overtagelsen er et ønske hos Gunnar Frost, som gennem IGF-koncernen er hovedaktionær i Dieselhuset, om at fremtidssikre virksomheden og de ca. 170 arbejdspladser bedst muligt. Samtidig ønsker Scania at kunne yde Scania-kunder med landsdækkende aktiviteter en endnu bedre og mere effektiv betjening. Det skyldes især, at vognmands- og transportvirksomhederne i de senere år er blevet færre men til gengæld større, så efterspørgslen på landsdækkende serviceløsninger er steget.
Gunnar Frost tror nu på en endnu bedre fremtid både for de hidtidige Dieselhuset-afdelinger samt for den danske Scania-organisation.
- I kraft af sammenlægningen med Scania Biler fremtidssikres virksomheden og arbejdspladserne. Vi får nye muligheder for at optimere drift og serviceudbud til gavn for både kunderne og ikke mindst medarbejderne, siger han.
- Samtidig styrkes vores konkurrenceevne og udbud af serviceløsninger i det midtjyske ved, at vi får adgang til Scania Bilers brede One Stop Shopping-koncept, tilføjer han.
Også Scania Danmarks adm. direktør Jørgen Damkjær ser frem til at kunne sammenlægge driften af Dieselhusets afdelinger med Scania Biler.
- Gunnar Frost har været en del af Dieselhuset i næsten 50 år – heraf de seneste 20 år som hovedaktionær. I den tid har han udviklet Dieselhuset til en af de mest effektive og lønsomme Scania-forretninger i Danmark. Ved at sammenlægge aktiviteterne med Scania Biler forbedres vores muligheder for at tilbyde både de lokale kunder i Midtjylland og de landsdækkende kunder endnu mere effektive og alsidige transportløsninger, siger Jørgen Damkjær.
- Samtidig får Scania Biler tilført nye kompetencer inden for bl.a. kran- og hydraulikområdet, og det vil yderligere styrke den samlede virksomhed, tilføjer han.
Dieselhuset råder over Scania lastbil- og busanlæg i Silkeborg samt lastbilanlæg i Vejle, Horsens, Herning og Grindsted. Dertil kommer Effer Krancenter med speciale i hydraulik og kraner samt Motorgården med speciale i chassisopretning og opbygning.
Ud over Scania Danmark og Scania Biler består den danske Scania-organisation af de to privatejede forhandlere Nyscan A/S med fem Scania-anlæg i Hovedstadsområdet, på Sjælland og Lolland-Falster samt Im. Stiholt A/S med fire Scania-anlæg i Nordjylland.
Scania Danmark A/S og Scania Biler A/S indgår i den globale Scania-koncern, som er en af verdens førende producenter af tunge lastbiler og busser samt industri- og marinemotorer. Scania beskæftiger ca. 35.000 medarbejdere på mere end 100 markeder verden over. Hovedkontoret samt forsknings- og udviklingsaktiviteter er koncentreret i Sverige, mens produktionen er spredt på flere steder i Europa og Latinamerika. Scanias produktions- og serviceløsninger er modulopbygget på samme måde som køretøjerne, hvilket giver unikke muligheder for global udveksling af både komponenter og komplette køretøjer.
En stigende andel af Scanias aktiviteter udgøres af serviceydelser og finansieringstilbud, der bidrager til konkurrencedygtige transportløsninger med maksimal driftssikkerhed for kunderne. I 2008 omsatte Scania for ca. SEK 89 mia. og opnåede et driftsoverskud på SEK 8,9 mia. Læs mere om Scania påwww.scania.comog www.scania.dk.


