PRESSEMEDDELELSE
15. marts 2010 9:06
Scania Biler opruster på blokvognsservice
Pacton Scandinavia og Scania Biler indgår samarbejde om service og reparation af Nooteboom blokvogne og specialtrailere.
Pacton Scandinavia A/S har netop indgået et strategisk samarbejde med aut. Scania-forhandler Scania Biler A/S omkring service og reparation af blokvogne og specialtrailere. Det gælder bl.a. de hollandske Pacton trailere samt Nooteboom blokvogne og specialtrailere, som Pacton Scandinavia forhandler i Danmark og Norge.
Baggrunden for samarbejdsaftalen er bl.a., at Scania Biler har ansat de to velkendte blokvognsspecialister Ib Knudsen og Kim Pedersen på Scania-værkstedet i Århus. De to var indtil for nylig ansat i det nu lukkede Dansk Trailer Service i Skanderborg, hvor de arbejdede med klargøring, service og reparation af bl.a. Nooteboom blokvogne og specialtrailere samt andet sværgodsmateriel.
Kompetence og faciliteter
- Vi har valgt at gøre Scania Biler til autoriseret servicepartner på bl.a. på vores Nooteboom produktprogram, fordi Scania Biler i Ib Knudsen og Kim Pedersen har fået to kompetente blokvognsspecialister. De to er eksperter i den avancerede hydraulik og elektronik, som kendetegner moderne sværgodsmateriel, og dermed har Scania Biler fået den nødvendige kompetence, siger Klaus Gierl fra Pacton Scandinavia.
- Vores kunder stiller store krav til serviceniveauet på det tunge grej, og Scania-værkstedet i Århus har nu både de rigtige medarbejdere samt glimrende faciliteter til at løfte denne opgave, siger han.
Udvider serviceudbud
Også hos Scania Biler glæder man sig over det nye samarbejde på blokvogns-området.
- Vi arbejder løbende på at udvide vores One Stop Shopping-koncept som transportbranchens førende leverandør. Med aftalen om at blive autoriseret service-partner for Pacton Scandinavia tilføjer vi endnu et spændende område i vores brede serviceudbud, siger Scania Bilers servicedirektør Jens Egeskov.
- Med de nye folk på værkstedet i Århus vil vi virkelig kunne gøre en forskel ved service og reparation af sværgodsmateriel. Samtidig vil vi udbygge vores reservedelslager i Århus, så vi kan løfte serviceniveauet for vores nuværende og kommende kunder i sværgodsbranchen yderligere, fastslår Jens Egeskov.


