PRESSEMEDDELELSE 

7. oktober 2009 15:00

Nyt Scania-anlæg indviet i Esbjerg

Masser af besøgende, flot vejr og god stemning dannede de perfekte rammer, da Scania Danmark A/S i weekenden indviede et nyt og moderne Scania lastbilanlæg i Esbjerg.

Selve indvielsen fandt sted, da en medarbejder fra Scania Biler A/S kørte en helt ny Scania R-serie lastbil gennem det røde bånd, der var spændt ud i en af portene til det flotte værksted.
Den danske Scania-importør Scania Danmark A/S står som bygherre og ejer af Scania-anlægget til knap 40 mio. kr., mens den importør-ejede forhandler Sca-nia Biler A/S med p.t. 16 lastbil- og busanlæg rundt omkring i Danmark har det daglige driftsansvar.
Adm. direktør Jørgen Damkjær fra Scania Danmark A/S lagde i sin tale til de mange fremmødte kunder, gæster og medarbejdere især vægt på det gode samarbejde med totalentreprenøren MT Højgaard samt Scania Biler-medarbejdernes positive bidrag til byggeriet:

Ros tilhovedentreprenør og medarbejdere
- Hos MT Højgaard har I været meget professionelle i jeres tilgang til opgaven. Der har været en fantastisk kontinuitet og effektivitet i byggeprocessen, så det fortjener I stor ros for. Og Scania Bilers medarbejdere her i Esbjerg har bidraget meget positivt med åbenhed, engagement og gode ideer til at gøre anlægget så effektivt som muligt. Det fortjener I også stor ros for, sagde han.
Ved indvielsen satte servicedirektør Jens Egeskov fra Scania Biler A/S de vestjyske Scania-kunder i centrum i sin tale:
- Mange vil sikkert tro, at når vi åbner et så flot lastbilanlæg, så bliver vi nødt til at hæve priserne. Men det bliver i den grad IKKE tilfældet. Hele anlægget er langt mere effektivt end det gamle, så vi kan være hurtigere og bedre til den daglige service og dermed gøre os endnu mere konkurrencedygtige, sagde Jens Egeskov.

Allerede travlhed
De nye faciliteter og placeringen på Måde Industrivej lige for enden af mo-torvej E20 er tilsyneladende faldet i de lokale Scania-kunders smag, for der er allerede stor travlhed på værkstedet, der er opført på en 24.700 m2 stor grund. Det bebyggede areal udgør ca. 2.540 etagemeter, hvor langt hoved-parten er indrettet som værksted og reservedelslager.
I forbindelse med indvielsen er Scania Biler fraflyttet det gamle Scania-anlæg på Energivej i Esbjerg.