PRESSEMEDDELELSE 

29. april 2010 10:20

Scania Danmark har fået ny direktør

Goddag til Erik Hansen - farvel til Jørgen Damkjær

Nordmanden Erik Hansen er pr. 1. maj 2010 tiltrådt som ny adm. direktør for Scania Danmark A/S. Her afløser han Jørgen Damkjær, der efter mere end 25 år på posten har valgt at gå på pension.

Erfaren Scania-direktør
Erik Hansen er 59 år. Han uddannet civiløkonom fra Handelshøjskolen BI i Oslo, og han har mange års erfaring i den norske Scania-organisation med sig i bagagen. Han kom i 1981 til Scania-organisationen som økonomichef for en forhandler. Fem år senere blev han forhandlerdirektør i Østfold og otte år senere regionsdirektør for Scania-organisationen i Østlandet i Norge.
I 1998 blev Erik Hansen direktør for den norske MAN-importør men vendte i 2002 tilbage til Scania-organisationen som adm. direktør for Norsk Scania AS. Her har han spillet en stor rolle for at køre den norske Scania-organisation frem til en af de absolut bedste og mest lønsomme Scania-organisationer i verden.

Afgørende rolle i Scania Danmark
Jørgen Damkjær startede hos Scania Danmark i 1985 som adm. direktør og kunne således fejre 25-års jubilæum den 1. marts i år. Jørgen Damkjær har spillet en afgørende rolle for Scanias succes på det danske marked – senest med markedslederskabet for tunge lastbiler over 15 tons totalvægt i 2009.
Ud over at fejre 25-års jubilæum kunne Jørgen Damkjær i starten af 2010 også fejre sin 62-års fødselsdag og passerede dermed den dato, som han havde fastsat som sin egen udløbsdato i Scania-organisationen. Dermed slutter en bemærkelsesværdig Scania-karriere, for Jørgen Damkjær er den Scania-chef, der har siddet længst i samme direktør-stol af alle i hele den globale Scania-organisation.

Reception sidst i maj
Chefskiftet hos Scania Danmark markeres ved en goddag-og-farvel reception torsdag den 27. maj kl. 14-16. Det sker hos Scania Danmark A/S, Generatorvej 12, 2730 Herlev, hvor kunder, forretningsforbindelser og venner af huset får mulighed for officielt at sige goddag til Erik Hansen og farvel til Jørgen Damkjær.