PRESSEMEDDELELSE 

16. juni 2009 11:42

Miljørigtig transport til leje

Scania Biler A/S har netop indsat en Scania P 230 kølebil med markedets mest miljøvenlige motor i sin Scania Rental udlejningsflåde.

Den nye udlejningsbil er udrustet med en 9-liters 5-cyl. Scania-motor på 230 hk, der opfylder den såkaldte EEV miljønorm (Enhanced Environmentally-friendly Vehicle). Den er endnu skrappere end den kommende Euro 5-norm, der indføres som et lovkrav ved registrering af nye lastbiler efter 1. oktober i år. EEV-normen medfører bl.a. en 50 % reduktion af udslip af partikler, hvilket gør EEV-køretøjer særligt velegnede til kørsel i byområder.
Scanias motor opfylder desuden de skrappe EEV-krav ved hjælp af EGR-teknologi, dvs. uden brug af tilsætningsstoffet AdBlue i udstødningen, hvilket medfører lavere driftsomkostninger for kunden.
- Vores kunder fokuserer i høj grad på miljø. Det mærker vi især efter indførel-sen af miljøzonerne i København, Frederiksberg og Ålborg samt varsling af mil-jøzoner i Århus og Odense, siger salgschef Allan Sølvsten, der er ansvarlig for Scania Bilers udlejningsaktiviteter.
- Scania Biler ønsker at kunne tilbyde udlejningskunderne de nyeste og mest effektive løsninger, og med vores nye P 230 kølebil med EEV-motor kan vi sikre kunderne fri adgang i alle nuværende og kommende miljøzoner på en driftsøkonomisk måde, siger Allan Sølvsten.
Den nye P 230 udlejningsbil er opbygget med en 7,4 meter Schmitz isoleret kølekasse, Thermo King TS300 kølemaskine samt 2,5 tons Z-lift. Bilen har en nyttelast på ca. 7,5 tons og er med sit lave og rummelige CP16-førerhus med optimalt udsyn skræddersyet til kørsel i tæt trafik med hyppige af- og pålæsninger.

Bredt udvalg af udlejningsbiler
I Scania Bilers udlejningsflåde indgår et bredt udvalg af tunge køretøjer. Det er bl.a. sættevognstrækkere til distributions-, entreprenør- og langturskørsel, forvogne og trækkere til modulvogntog samt distributionslastbiler med lift og foldedørskasse, presenningopbygning og kølekasse. Dertil kommer renovationsbiler til hhv. dag- og industrirenovation.
Scania Rental-bilerne udlejes altid med serviceaftale, hvori der indgår normal vedligeholdelse, reparation, dækslitage osv., og det er ligeledes muligt at inkludere forsikring i lejeaftalen.
Alle Scania Bilers i alt 17 Scania-anlæg over det meste af Danmark formidler udlejning gennem Scania Rental. Dermed indgår udlejning på lige fod med alle de øvrige serviceydelser, som Scania Biler tilbyder hele transportbranchen via sit ”One Stop Shopping”-koncept.